Bea og Basse skal sove hos Otto, for mor og far skal til fest. Basse glæder sig, men Bea er lidt nervøs. Hvad nu, hvis hun får hjemve? Billedbog for børn fra 3-5 år.
Tvillingerne Bea og Basse skal sove hos deres ven, Otto. Deres forældre skal til fest, og de må ikke komme med. Basse glæder sig til at overnatte hos Otto, men Bea er lidt nervøs, for hun har aldrig prøvet at sove hos Otto før. Basse tager sin gamle bamse, Elle, med, og Bea har pakket en hel masse bamser. Henne ved Otto spiser de pasta med kødsovs, leger med Ottos legetøj og hans kat, og lige inden sengetid leger de, at de er til fest ligesom mor og far. Til sidst slapper de af, og Bea kommer til at tænke på sine forældre. Nu vil Bea gerne hjem at sove. Otto, Basse og Ottos far hjælper og beroliger hende, og snart falder de alle i søvn sammen i sengen. Dette er syvende bog i serien "Bea og Basse", der bl.a. også indeholder Bea og Basse - Bea og Basse på stranden.
I bøgerne om Bea og Basse er hverdagen omdrejningspunkt, og der tages udgangspunkt i situationer og følelser, som børnehavebørn genkender fra deres eget liv. Det er en stor ting at sove hos andre uden mor og far. Bea overkommer sin frygt, og bogen kan forberede børn på, hvordan det fx kan foregå, når man overnatter hos andre. Tekst og tegninger er ligeså fine, som de altid er i bøgerne om de søde tvillinger.
Bjørn og Bella sover ude er en anden billedbog for aldersgruppen om samme emne.