BNB's nye erindringshistorier er nostalgi, så det driver. De varmt erindrede barndomsoplevelser er båret af stor kærlighed til familien i "Banemandens Hus" i Nørlang og Klithuse på Brovstegnen. De bedste af fortællingerne - og det er de fleste - er reelt konkrete erindringssekvenser fra bedsteforældrenes hjem og barndomshjemmet med diverse tilliggender og afstikkere. Det er præcise iagttagelser af den særlige atmosfære, der var sidst 40'ernes og i 50'ernes Danmark oplevet fra drengehøjde, hvor det virkede, som var der altid tid nok og somrene altid solrige - men også med barske oplevelser iblandt. Historierne er formidlet i BNB's enkle og prunkløse sprog. Rigeligt bliver det kun, hvor BNB geråder i almindeligheder og detaljer eller citerer både Fadervor og i forvejen kendte sange og salmer undervejs i fuld længde i de ikke særligt lange tekster. Det svækker helhedsindtrykket, at forfatteren indimellem har svært ved at skære det helt privat associerede stof fra det fortællemæssigt interessante, og han kunne på den måde med fordel have strammet beretningerne yderligere op. Bogen er både med sit indhold og den gode store og åbne tryksats velegnet til ældre låneres selvlæsning og til oplæsning.