Bedtime stories er en familiefilm fra Walt Disney Studios og henvender sig i sagens natur til både store og små filmkiggere. Men filmen er for kompliceret i sin struktur for de mindste og for pjattet, ligegyldig og intetsigende for de lidt større familiemedlemmer.
Skeeter Bronson er vokset op på sin fars motel, som har været et rent slaraffenland for en eventyrlysten knægt. Men motellet bliver solgt og omdannet til moderne luksushotel, så unge Skeeter henslæber herefter dagene som hotellets altmuligmand og prügelknabe. Da konceptet skal moderniseres og laves om, får Skeeter en chance for at blive ny hotelmanager. Men han skal komme op med en god idé, og den opstår, da han skal passe sin søsters børn. For hans godnathistorier og børnenes supplerende ideer bliver levende og frugtbare.
Komikeren Adam Sandler viste allerede i Big daddy, 1999, at han kan være en hyggelig legeonkel i samspil med børn, og i Bedtime stories, 2008 er han en moderne Klods Hans om dagen og gedigen romantisk helt i egne godnathistorier om aftenen. Denne leg med genrer, vekselvirkningen mellem virkelighed og kulørt fantasi nåede i 1947 et højdepunkt med Danny Kaye-filmen "Alle tiders helt".
Det lykkes ikke filmen at finde en balance mellem hotelplottet og de fantasifulde godnathistorier, så disse to vidt forskellige fortællemønstre kan berige hinanden. Derfor fremstår filmen rodet og usammenhængende og kan ikke anbefales til hverken store eller små, selv om der er tale om såkaldt harmløs underholdning.