Som 00'erne rinder ud, synes det samme at gælde årtiets store rappere fra Slim Shady Records, Eminem og 50 Cent. Nyhedsværdien var til at overse da Eminem tidligere på året udsendte "Relapse", hvor han for gud ved hvilken gang forklarede verden, at han hadede sin mor og sin ex, mens G Unit og Dr. Dre var <i>dope</i>. 50 Cent udsender nu, hvis man skal tage titlen for pålydende, sit sidste album, inden han <i>selvdestruerer</i>. Egentlig havde han lovet at lukke og slukke for et par år siden, fordi Kanye West solgte flere eksemplarer af sin "Graduation" den første uge end 50 solgte af sin "Curtis", men i stedet for har han valgt at søge tilbage til gaden og gyden med melodier om mørke, vold og kriminalitet, <i>for real</i>. Hvad der er drøm og virkelighed har dog aldrig været klart i 50 Cents tilfælde, og undertegnede tvivler på, hvor meget <i>street credibility</i> 50 kan opnå med dette skridt. <i>"God I'm gifted"</i> mumler han på "Death to my enemies", men det er svært at høre på et album fyldt med tykke rap-klichéer og middelmådige beats. Tænk at et album om sex og vold kan være så kedeligt.