Klaus Lynggaard har tidligere udgivet digtsamlingerne Vinterkrig (1981) og Mørket vi træder på (1982). I denne bog blander han digte med tekststykker i en lyrisk prosaform, tit i enstream-of-consciousness. Hans tekster handler mest om kærligheden og følelserne eller manglen på disse, ensomheden, håbløsheden, den kolde verden. Og det er Lynggaard jo ikke den eneste digter, derhar digtet om. Men han har en ungdommeligt vrængende, desillusioneret, til-fanden-med-det-hele udtryksmåde. Der er hærværks-lyster i ham. Men inde bag disse attituder ligger begæret efter at leveog elske i nu'et. Måske er der lidt for megen tomgang i sproget, lidt for megen udvendig poseren, men alligevel virker han ærlig og sårbar. Og som eksponent for tidens punkerstil er han absolutværd at læse. Indtrykket af det ensomme menneske i en kold verden forstærkes af Lars Dans 15 groftskårne træsnit. Der er fin overensstemmelse mellem tekst og illustrationer.