Det er ledere med HR som det primære arbejdsområde, og som søger praktiske råd i deres arbejde, der er målgruppen for denne meget grundige vejledning i HR-arbejdet.
Ann C. Schødt, der er HD i organisation, og som har arbejdet med HR i forskellige virksomheder siden 2003, har skrevet en praksisorienteret bog, som kan hjælpe ledende medarbejdere i HR-afdelingerne eller i konsulentfirmaer, til at mestre selve HR-håndværket bedre. Bogen indledes med et længere afsnit, hvor teorier og begreber indenfor HR afklares. Derefter helliger forfatteren resten af bogen til konkrete praktiske råd, som tager afsæt i en beskrivelse af HR-ledelse som et hus med fire etager plus kælder, som hver indeholder forskellige HR-funktioner. Efter kapitlerne, er der forskellige spørgsmål til refleksion, og til slut et par skemaer og en interviewguide, som kan fungere som skabeloner til forskellige samtaler. Bogen er udstyret med et omfattende stikordsregister og en kort litteraturliste, samt en liste over relevante web-sider.
Der er efterhånden mange bøger om HR. I forhold til andre fx Anerkendende HR og organisationsudvikling, 2008, er denne mere praktisk orienteret.
Grundig og gennemarbejdet guide til HR-arbejde på et professionelt plan, som henvender sig til ledere indenfor HR-området.