PS3, Xbox 360. Hovedbrudsspil der kan spilles af de fleste. Dog bliver spillet hurtigt komplekst. Sproget er engelsk, hvilket er underordnet. PEGI er 3. Fra 10 år.
Bejeweled 3 er et klassisk puzzlespil der, i alt sin enkelthed, går ud på at man har 8x8 rækker med forskellige typer juveler. Man kan bytte en juvels plads med sin nabo, og får man 3 ens juveler efter hinanden, scorer man point og juvelerne forsvinder og laver plads til nye. Får man flere end 3 linet op, scorer man ekstra bonuspoint. Spillet slutter når man ikke kan fjerne flere juveler. Efter et endt spil bliver ens score sammenlignet med spillere verden over, gennem konsollens netværk. I spillet er der 8 forskellige måder at spille på, der alle er variationer af ovenstående. Med på konsoludgave følger 3 andre spil i samme kategori: "Bejeweled Blitz", "Zuma" og "Feeding Frenzy 2". Det bør nævnes at Bejeweled 3 findes til et væld af platforme, og sågar som iphone-app, hvilket er meget beskrivende for omfanget af spillet. Grafikken er simpel og farverig. Lyder tangerer det monotome. Som en gimmick kan man også spille i meditationsmode, hvor en indikator viser hvornår man skal trække vejret.
Der findes en del spil der ligner Bejeweled 3 til forveksling. Fx det inkluderede "Zuma", Jewel quest eller "Hexic" (Xbox 360).
Bejeweled 3 er et klassisk puzzlespil, der er farligt vanedannende, da man bare lige skal slå sin high score. Desværre er det også et ganske simpelt spil der kunne have besvær ved at fastholde interessen på et konkurrencefyldt marked. Ganske egnet til spilsamlingen men ingen nødvendighed.