De to forfattere forklarer i et efterord, at det har taget dem ca. seks år at skrive denne debutroman. Det er ikke noget, der kan mærkes under læsningen: bogen er velkomponeret og særdeles spændende. Handlingen kan ikke refereres kort, dertil ligner den for meget manuskriptet til en Indiana-Jones-film. Det kan ikke undre, at bogen mange steder er blevet sammenlignet med Da Vinci mysteriet, men jeg tænkte mere på film med hårdtslående arkæologer i hovedrollen under læsningen. Fire studerende på Princeton universitetet har delt en kollegielejlighed i nogle år. Lige før de alle skal til afsluttende eksamen sker disse begivenheder fra langfredag til påskesøndag om aftenen. Geniet blandt dem (der nok ikke tilfældigt hedder det samme som Rotarys grundlægger) har skrevet et speciale, som to professorer og en bibliotekar (!) alle forsøger at hugge og tillægge sig selv æren for. Specialet løser den grundlæggende gåde i middelalderskriftet "Hypnerotomachia", en bedrift, som forskere er villige til at slå ihjel for at opnå æren af. Den hæsblæsende handling, der omfatter flere mord, foregår i nutiden, men en del af spændingen finder sted i Italien i 1400-tallet. Læsere af Dan Browns bog har et ligeså godt bud her. Den kan næsten ikke undgå at komme til at toppe reserveringskøerne mange steder.