Wii. Ben 10 er en amerikansk tegnefilmserie, der vises på tv-kanalen Cartoon Network, som også mange danske hjem kan modtage. Serien følger den 10-årige dreng Ben, som takket være et mystisk alien-armbånd, omnitrix'en, kan forvandle sig til forskellige aliens (som har forskellige overnaturlige kræfter). Serien er kun få år gammel, men har via sit meget appellerende og moderne tegnefilmsprog allerede en solid fanskare. Spillet byder på et simpelt og ganske underholdende gameplay. Man skal først og fremmest banke mange sære fjender og klare diverse hoppe- eller tænke-forhindringer - typisk ved at benytte alien-formernes forskellige kræfter. Hver bane afsluttes med en forrygende bosskamp, som godt kan give målgruppens mindste problemer. En kæmpe fordel er dog, at man glidende kan hoppe ind og ud af 2-spillermode, ligesom i LEGO Star wars. Grafikken er i cel-shadet tegnefilmstil og den ligner tv-seriens grafik meget fint. Fans af serien vil føle sig hjemme! Bosserne er spillets mest imponerende figurer - også grafisk. De er typisk kæmpestore og frygtindgydende. Lydsiden er på engelsk, men historien er ikke livsnødvendig. Nye slag, bevægelser eller alien-forme fortælles via ikoner på skærmen, så der er ikke nogen sproglig barriere. Målgruppen er fra cirka 7-10 år, og det passer fint til sværhedsgraden. Ældre børn kan sætte sværhedsgraden op, men de vil næppe gide den lidt barnlige grafik. Samlet set et glimrende afstemt actionspil for målgruppen - uanset om de kender tv-serien eller ej. PEGI: 7+ samt ikon for vold. Sprog: engelsk.