Spil / computerspil

Ben 10 - ultimate alien : cosmic destruction


Beskrivelse


Adventurespil. Spil Ben 10 fra den kendte tegnefilm og brug den kraftige Ultimatrix til at forvandle dig til forskellige rumvæsner. Kæmp imod skurkene fra den nyeste tv-serie og gennemfør varieret baner i forskellige miljøer for at redde menneskeheden endnu engang.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. feb. 2011

af

af

Frederik Nielsen

d. 9. feb. 2011

Playstation 3, Xbox 360. Ben 10 - ultimate alien er et 3. persons eventyrspil med masser af action baseret på tegnefilmen om Ben Tennyson, som har været et stort hit på Cartoon Network. Ben kan ved hjælp af en Omnitrix, der til forveksling ligner et armbåndsur, men kommer fra det ydre rum, forvandle sig til 10 forskellige væsner. Sværhedsgraden er middelsvær og spillet er et udpræget drengespil eller for fans af serien fra 10 år. PEGI: 12 og ikon for vold. Sproget er desværre kun engelsk.

Spillet er baseret på den nyeste Ben 10 tv-serie, Ben 10 - ultimate alien og nu har Ben den indtil videre kraftigste Omnitrix med navnet Ultimatrix. Spillet er centreret omkring udnyttelsen af Bens og hans 10 væsners forskellige evner for at gennemføre baner i forskellige miljøer fyldt med puzzles og kampe. Ben vælger hvilke væsner han vil have med på missionerne og de kan løbende opgraderes, så deres evner forbedres. Fx er nogle af dem gode til at slås, men også evner som at hoppe, svæve og klone sig selv udnyttes for at gennemføre missionerne. Grafikken er i orden, men lydsiden lidt kedelig. Dog fungerer styringen udmærket og i det store hele minder spillet meget om tv-serien.

Efterhånden er der kommet en del spil med Ben 10 og det seneste minder en del om de foregående udgivelser, men også spilserien med vaskebjørnen Sly - The Sly trilogy.

Spillet er underholdende og udfordrende, både med puzzles og kampene hvor de unikke egenskaber, de enkelte væsner har skal udnyttes. Desværre er det kun med engelsk tale og tekst, hvilket er ærgerligt for målgruppen.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. feb. 2011

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 9. feb. 2011

Nintendo DS. Platformspil. Ben 10 - ultimate alien er et actionpræget 2D platformspil, som appellerer til børn fra 7-12 år. Der kan vælges imellem 5 sprog, men ikke dansk. Der er af og til meget lange dialoger i tekstform, som man dog kan bladre igennem, uden at miste væsentlig information. Spillet er nogenlunde nemt: et ikon viser, hvilket væsen, man skal bruge til en given opgave, og fjenderne er overkommelige. Pegi er 12 med ikon for vold, hvilket er meget overdrevet, da det er ren tegneseriegrafik.

De fleste børn kender nok helten Ben 10 fra Cartoon Network. I nærværende spil skal man kæmpe mod talrige fjender i baner, som foregår rundt i verden, fx Eiffeltårnet og Colosseum. Ben 10 kan via sin "Ultimatrix" transformere sig om til 10 forskellige væsener med hver deres specielle evner, fx klatre, flyve og grave, hvilket gør spillet varieret. Selvom baggrundene er tegnet i 3D, er spillet kun i 2D. Grafikken er noget kantet, og ind imellem er der småfejl, så ens figur fx står halvt inde i en mur eller ude over en afgrund uden at falde ned. Lydsiden er kedelig med ensformig musik, meget få lydeffekter og ingen dialog.

Spillet minder meget om Ben 10 - alien force, 2009 til Nintendo DS, men banerne og enkelte af figurerne er anderledes.

Ben 10 - ultimate alien hæver sig ikke over gennemsnittet af Nintendo-spil, men det ændrer ikke ved, at det vil have stor appel for Ben 10-fans - og målgruppen i det hele taget. Spillets absolutte force er variationen i at bruge de 10 forskellige væseners specielle evner.