Bøger / skønlitteratur til børn / heltesagn


Beskrivelse


Danernes konge Roar skælver af frygt for uhyret Grendel, der dræber hans mænd. Han får hjælp af den tapre Beowulf, der tager kampen op med både Grendel, Søheksen og Dødsdragen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Bo Knudsen

2007

Denne prosagendigtning af det gamle heltekvad kan læses højt for børn fra ca. 9-10 år, og selvlæses fra ca. 12 år. De flotte illustrationer i farver og forsiden vil lokke fantasy- og vikingeinteresserede.

Dette sagn om Danmarks fortid, skrevet for over 1000 år siden, går aldrig af mode. Og med en kommende stort opsat Hollywood-filmatisering er der fornyet aktualitet. Danernes konge Roar skælver af frygt for uhyret Grendel, der dræber hans mænd. Han får hjælp af den tapre Beowulf, der tager kampen op med både Grendel, Søheksen og Dødsdragen. Både forfatter og illustrator er velkendte i børnebiblioteket. De flotte illustrationer, fra små til hele opslag, fylder ca. 1/3 af bogen og ornamentale friser omkranser teksten. Sprog og stil er passende højtidelig til denne historie om mod og heltedåd. Noget der dog også betyder, at en del af de, der lokkes til af det lækre ydre, vil falde fra igen.

Flere har gennem tiden gendigtet sagnet i prosa. I nyere tid har Lars-Henrik Olsen lavet Bjovulf, 2002. Her er sproget lidt mere nutidigt, men sprogtonen har stadig en vis højtidelighed.

Med en film på trapperne, og et muligt udbud af spil til diverse konsoller, er det godt at kunne supplere med en flot bog. Og bogen her vil lokke læsere til med sine dramatiske illustrationer. Det højtidelige sprog vil dog afskrække dem, der tror, de har fat i en vanlig fantasyroman. Så bedst til oplæsning, når man vil præsentere større børn og unge for en interessant, og også spændende, del af Danmarkshistorien.



Informationer og udgaver