En stærk politisk thriller til fx Forsyths og Le Carrés læsere.
Gabbay har arbejdet i mange år i filmbranchen - bl.a. som manuskriptforfatter - og debuterer med denne politiske thriller. Før Kennedys besøg i Berlin 1963 insisterer en Stasi-oberst på at få kontakt til den tidligere CIA-agent John Teller, da han har viden om et attentatforsøg mod præsidenten. Teller prøver at forhindre attentatet, der tilsyneladende er bestilt af kræfter højt oppe i CIA, men skal camoufleres som en kommunistisk plan. Der er skrevet mange gode konspirationsromaner om Kennedy-drabet, men at placere forarbejdet i Berlin giver historien en ny dimension. Sproget er hårdkogt som Dashiell Hammetts, og som ved alle gode konspirationsromaner er handlingen uhyggelig plausibel.
Mange forfattere har lavet egne teorier om Kennedy-mordet, bl.a. Phillip Kerr og Loren D. Estleman, men mig bekendt har ingen endnu bundet det sammen med Berlin-besøget tidligere samme år.
En fremragende og uhyggelig plausibel thriller om baggrunden for mordet på John F. Kennedy.