Den nu pensionerede historielektor Benito Scocozza er mest kendt for sine mange historiske udgivelser. Han har dog tidligere også skrevet et par kriminalromaner, og den seneste fra 1993 Der var engang et mord... følges nu op af nærværende med kriminalbetjentene Gulman og Kjeldsen og den emsige arkivar Olga T i centrum igen. Miljøet er også denne gang Københavns Universitet, og der spares ikke på det satiriske krudt overfor hverken universitetsverdenen eller politiet. Et ansættelsesudvalg er samlet omkring besættelsen af en lektorstilling i nyere dansk historie. Inden arbejdet er færdigt falder et af udvalgsmedlemmerne om død af forgiftning. Så følger det klassiske opklaringsarbejde helt i tråd med krimitraditionen. Personerne er nok lige lovlig karikerede for den almindelige læser, og morsomhederne har tendens til at kamme over, men folk der færdes i miljøet vil givet more sig.