Den serbiske forfatters første bog på dansk; han er født i Beograd 1948 og har en doktorgrad i litteratur. Den lille bog rummer 6 fortællinger i den fantastiske genre; den 6. fortælling med en pointe der så at sige binder de andre sammen. Bøgernes verden på godt og ondt er bogens omdrejningspunkt - bøger som kan ryste virkeligheden i sin grundvold. Hver novelle har en mandlig fortæller i 1. person og bøger som symbol for det gådefulde, det forheksede og det magiske. Der er historien om forfatteren, der finder ind på en mystisk hjemmeside, hvor han kan læse alt om sit kommende forfatterskab; bibliotekslåneren der forvilder sig ind på et gigantisk sjælearkiv, hvor hver enkelt individ kan læse sin egen biografi. Der er forbryderen som i Helvede skal læse bøger som straf og der er den ensomme mand der modtager i tusindvis af bind i verdenslitteraturen. Man kan også læse om bogen, der ikke lader sig smide ud men bestandigt vender tilbage, og om forfatteren der fortærer bøger. De sært tidløse, men ikke vanskelige historier skal man helst læse i rækkefølge for ikke at misse den afsluttende sløjfe. Forfatteren skal være meget inspireret af Jorge Luis Borges og dennes novelle Biblioteket i Babel. Begge forfattere er optaget af det labyrintiske og det uforklarliges væsen og henvender sig til et litteraturinteresseret publikum.