Sjette og uigenkaldeligt sidste krimi med den uortodokse og vrisne kriminalkommisær Jack Frost vil blive læst af fans af serien, og krimilæsere, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med Frost i bogform eller på tv, kan såmænd godt stige på her og læse serien bagfra.
En vellykket klassisk engelsk politiroman med en utilpasset og mildt sagt anderledes kommissær i hovedrollen. Som i de foregående bind er Jack Frost fra Denton sin helt egen og med sit uslebne væsen, sin grove mund og sin egensindighed er han en pestilens for sine overordnede, der arbejder på at få ham forflyttet. Frost er en dreven hund, så i sidste ende får han det selvfølgelig arrangeret sådan, at han får sin vilje. Inden da er han med sine uortodokse efterforskningsmetoder kommet igennem en frygtelig mængde sager, hvoraf nogle er rigtig modbydelige og handler om forsvundne teenagepiger, snuff-film, pædofili og andre artigheder. Som altid er det en fornøjelse og samtidigt morsomt at læse om den fandenivoldske og ganske charmerende Frost og al hans uvæsen.
Sidste krimi om Frost af R.D. Wingfield (1928-2007), som på smukkeste vis føjer sig til den lange række af engelske politiromaner med helte og antihelte.
Sjette og sidste krimi om den uortodokse engelske kommissær Frost. Sprog, miljø, persontegning og plot er helt i orden, så serien afsluttes med maner. For krimilæsere på alle biblioteker.