To slankebøger der, byggende på Vægtkonsulenternes principper, henvender sig til henholdsvis mænd og kvinder, der ønsker at tabe sig 6-8 kg på 4 uger.
Vægtkonsulenterne og Elizabeth Nebelong står bag disse to små slankebøger. "Speedokuren" henvender sig til mænd og "Bikinikuren" primært til kvinder. Af forordet fremgår det, at opskrifterne i bøgerne bygger på Vægtkonsulenternes principper og følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Efter indledende afsnit med vejledning i brug af bogen samt gode råd om madplaner og hurtige middage følger bogens opskrifter, der er inddelt i kapitler med morgenmad, frokost, middag og mellemmåltider hver for sig. Hver opskrift fylder en dobbeltside og indeholder, udover ingredienser og vejledning, en angivelse af opskriftens indhold af kulhydrat, fedt, kostfibre, protein og Kcal. Efter opskrifterne følger madplaner og indkøbslister til 4 uger. Et par korte afsnit om tilberedning og motion samt et register afrunder bogen. Format: 14x19 cm.
To små faglige og saglige slankebøger med opskrifter, der er nemme og overskuelige at anvende, men desværre uden illustrationer.
Vægtkonsulenterne har tidligere udgivet kogebøger rettet specielt mod køn fx Vægtkonsulenternes kvindekur, der i layout fremstår flottere end disse to bøger. I formen minder bøgerne mere om Gitte Heidi Rasmussens små opskriftsbøger i Gyldendals serie "Den letteste vej til...".