Henning Mortensen bevæger sig ubesværet mellem genrer og udtryksformer, men lyrikken dukker med mellemrum op som små øer i hans forfatterskab "og undersøger den verden,/sproget elsker med/ i det skjulte", som det hedder i digtet "Jeg er blevet tyndere". Sprogbevidstheden og det selvbiografiske optræder side om side i disse nye digte. Fra indledningsdigtets portræt af digteren som ung utilpasset mand med en voldsom udlængsel til den aldrende forfatter, der med et strejf af melankoli reflekterer over tid, alder og ensomhed. Rejsen er et andet gennemgående motiv, hvor det er en tilsyneladende banal detalje i Paris, eller en surrealistisk drøm i Rom, der tænder digterens fantasi. HM skriver poesi med både krop og hoved i forsøget på at fastholde virkeligheden som flydende, foranderlig og uberegnelig. På den ene side er hans tekster kropslige, parodierende og antimetafysiske, men der er et andet og lige så væsentligt spor i samlingen, der reflekteret og metapoetisk kredser omkring de lag både i kunsten og i eksistensen, som ikke er tilgængelige for forståelse eller analyse: "Et tv slukkes, blændværkets dag/ fortyndes, opsuges af en gammel/ aftens mørke, den gådefulde stilhed,/ mit skriftivs høje sarkofag" Med til billedet af HM's forfatterskab, der i de senere år mest er blevet identificeret med den brede prosa, hører i høj grad digtene, som undersøger selve grundlaget for det hele.