Billedpistolen

Man kunne måske sige, at "rigtige digtere holder ikke op med at skrive digte". I hvert fald "har de et standpunkt . . For her er S's 12. digtbog, der følger efter sommerens Verdenssøn underpseud. Simon Lack. Hvor man med nogen ret kunne fremhæve en for omkostningsfuld selvoptagethed i denne, tages her på en helt anden måde læseren med; teksten rækker ud fra sig selv, modmedmennesket. I en opfattelse af, at vi åndeligt, eksistentielt er en truet art på planeten, at vi med masser af kunstige billed-, lyd- og fartpåvirkninger, er ved at fremmedgøre os til døde. Fordigteren gælder det om at skrive alt overflødigt bort, og der er langt hén tale om en form for metapoesi, ikke for kunstens skyld, men fordi bevarelsen af krop og sprog som en enhed er vor enestemulighed for at holde os i live. Billedpistolen til slut optræder i hænderne på Babywunder, en universel skabning med rodforbindelse, som kan opsuge og uddele farver til verden og som kan givefolkene deres medfødte egenskabertilbage: ". . . og efter i en evighed af en nat/at have set de glemte drømme/og minder fra barndom foster og død/træder de ud i morgenen/og er en del af densklarhed. Skriften er blå, smukke versaler, sproget klart, sikkert, rytmisk og suggestivt.

Læs hele vurderingen