Der er mange myter om personen Billy the Kid. Selvom dette er en roman og dermed også den kunstneriske frihed til at digte, ligger der et stort research bag denne fine fortælling om, hvordan økonomisk kriminalitet allerede for over 100 år siden florerede i USA. Billy, der havde udmærkede evner og ligeledes havde fået nogen indsigt i sin korte skoletid, så tingene temmelig unuanceret, og da han samtidig var meget impulsiv, skiftede sympatien side. En af de få personer - John Tunstall, der behandlede Billy godt, blev myrdet af kvæg- og handelsmagnaten Jimmy Dolan, fordi han ikke ville indordne sig. Dolan havde sikret sig med at kontrollere sheriffen og have sine politiske forbindelser i orden, så selvom Billy havde et motiv til at forsøge at få Dolan dømt for sin forbrydelse og tilbød at vidne, blev han med sit blakkede ry offer for den politiske indflydelse. Sprogligt en levende fortælling om myten, der trods sine gerninger på sin vis glorificeres. Bogen kan læses fra 5. klasse og vil kunne bruges som en skønlitterær indgang i emnearbejder om retfærdighed, selvtægt og selvopholdelsesdrift samt USA i 1800-tallet.