Flot og helstøbt billedbog med rim og remser. Vibeke Stybe er en kapacitet indenfor rim og remser. Hun har her udvalgt 13 stk. De fleste er hentet i hendes samling Rim og remser fra 1992, og spredningen på rimtyper er sikret ved, at der er taget et vers fra forskellige kapitler her: De første rim, legerim, tælleremser, navnerim, vrøvlerim osv. Det er ikke de mest kendte og brugte vers, men gode holdbare rim, der samtidig virker nye og moderne. 2 af versene er jeg ikke er stødt på før. Lilian Brøgger har illustreret flot i sin meget personlige streg. Jeg vil sige, at det er en slags "vrøvletegninger", der ligesom versene ikke giver nogen egentlig mening, men med sjove detaljer, skæve perspektiver og pudsige dyr og mennesker taler til én på samme måde som versene. Bogen er meget helstøbt. De store billeder, de håndskrevne vers på den lyse gule baggrund, den lille tegning ved teksten, omslag og inderside af omslag. Det hele hænger sammen. Skal jeg sammenligne med noget, er det Dorte Karrebæks Rimser, der kommer tættest på. I en tid, hvor der snakkes så meget om sproglig opmærksomhed, er det godt, at vi får fornyet vores arv af rim og remser. Til fornøjelse for børn fra ca. 2-3 årsalderen.