For alle der føler sig trætte, smådårlige og har et dårligt immunforsvar men mangler en præcis diagnose og er indstillede på at gøre noget ved det. Med denne bog i hånden får man nogle metoder til at spore sig ind på en diagnose.
Bogen er en lettilgængelig og grundig gennemgang af lidelsen binyretræthed, der giver sig udslag i en masse lidt diffuse symptomer, der stammer fra en nedsat produktion af anti-stress hormonet kortisol, hvilket ofte er uerkendt både af den syge selv og behandleren. Her kan være tale om udbrændthed, stress, enorm træthed, nedsat modstandskraft, pms og en række andre lidelser. Forfatteren er læge og har arbejdet med emnet i 20 år. Først gennemgås binyrernes funktioner og en definition på binyretræthed, her er skemaer og metoder til at diagnosticere sygdommen og en forklaring på, hvorfor sundhedsvæsenet ikke rigtig anerkender lidelsen. Bogens tredje del er en vejledning i alt det, man kan gøre for at hjælpe sig selv, kostråd, motionsråd, afslapning, kosttilskud osv. Til slut et stort appendiks med omfattende litteraturhenvisninger og ordforklaringer.
Jeg har ikke kunnet finde frem til andet om binyretræthed. Dette skyldes bl.a. at lidelsen ikke rigtig er accepteret i lægekredse. På klinikken har man, naturligvis ifølge forfatteren, hjulpet mange mennesker med diffuse diagnoser som kronisk træthedssyndrom.
En grundig og letforståelig guide til at finde frem til binyretræthed og hjælpe med til at helbrede sig selv. Virker medicinsk velfunderet og fornuftig.