Filmen kan ses fra 15 år. Den sydkoreanske instruktør Kim Ki-Duk skildrer menneskelige vrangsider fra det ekstremt voldelige til det poetiske.
Birdcage Inn er et lille pensionat i Pohang i Sydkorea, der drives af en fattig familie. For at lokke kunder til ansætter man Jin-Ah som prostitueret. Familiens søn Hyon-Wu, der er jomfru, er stærkt interesseret i hende. Han drømmer om at blive fotograf og får hende til at agere nøgenmodel. Datteren Hye-Mi afviser kraftigt både sin kæreste Jin-Hos seksuelle tilnærmelser og Jin-Ahs forsøg på at få hende som veninde. Men de får brug for hinanden, da en mand fra Jin-Ahs fortid dukker op.
Kim Ki-Duk vakte international opmærksomhed i 2000 med den særprægede og smukke "The isle". Han laver anderledes film, der får stor anerkendelse især udenfor sit hjemland. Menneskelig ensomhed og flugt fra virkeligheden var temaet i Forår, sommer, efterår, vinter - og forår, 2003, som er en af de smukkeste og særeste film, der er lavet.
Med sin enkle, logisk fremadskridende handling er Birdcage Inn en af Kim Ki-Duk lettest tilgængelige film. Personerne er tydelige, men har samtidig den moralske dobbelthed som er karakteristisk for instruktøren. Den reflekterer over balancen mellem godt og ondt hos mennesker og har mod til at lade billedet bære fortællingen. Utrolig smukke billeder afløses af de mørke omkring volden i pensionatet og fortællingen står stærkt, især i udviklingen af forholdet mellem kontrasterne Jin-Ah og Hye-Mi.