Solsorten Bjarne blæses helt ud af kurs, da en orkan suser gennem byen, og flytter rundt på alting. Da han vågner op, kan han slet ikke genkende byen. Mon Bjarne finder den rette gren at lande på igen? For 4-8 år.
Bjarne er en glad single solsort, der holder af bylivet, og som fisker skodder i skraldespandene. Pludselig rammes byen af orkan, og Bjarne blæses rundt. Da han kommer til sig selv, er han ikke længere i byens grå beton. Han er et helt nyt sted, hvor himlen er blå og alt er stille. Han tjekker at vingerne virker, og flyver ud i alt det blå og grønne. Da det bliver aften, lander han på en gren, og møder solsorten Charlotte, og derefter pippes der meget.
Helt igennem lækker billedbog med et forrygende billedsprog og en rigtig god historie om hvordan et kraftigt vindpust af orkanstyrke kan få en helt ud af kurs, for derefter at lande på den helt rette gren. Flotte farverige og ekspressive illustrationer som understøtter historiens fortælling. Teksten har en underfundig humor, som de voksne vil nyde, mens der læses højt for børnene, der vil hygge sig med historien om Bjarne, der blæser væk.
Det blæser også i Da Lille Madsens hus blæste væk, en vild og sjov historie af Jakob Martin Strid.