Engelsk billedbog fra 4 år om at være mørkeræd.
Hr. og Fru Bjørn sover trygt, mens stormen raser. Bjørneungerne kravler op i forældrenes seng, fordi der er mærkelige skygger på væggen og et hylende "monster" udenfor. Hr. Bjørn forsikrer ungerne om, at der ikke findes monstre, men da det banker på døren, er han pludselig ikke så sikker. Heldigvis er "monsteret" bare en god ven af familien. Hyggelig monsterfri billedbog om tre mørkerædde børns fantasi, der får en stakkels voksen på glat is. Teksten er mundret talesprog, hvor engelsk ordvalg/fortællestil skinner svagt igennem. Det betyder dog ikke så meget. Historien er fin, og Chapmans flotte helsides akvareller understøtter teksten rigtig godt. Bjørnene er store, vamsede og udtryksfulde, mens omgivelserne er holdt i brændte rødorange akvareller. På et enkelt dobbeltopslag må man vende bogen for at se en lang silhuet af den ubudne gæst. Chapman har bl.a. også illustreret billedbogen Når vi er sammen, 2009.
Der er mange humoristiske og spændende billedbøger om at være bange for mørke. Denne bog fokuserer meget på tryghed med betuttede bjørne i en stor blød seng. Lidt spænding er der dog også plads til, da den mystiske gæst toner frem.
Fin engelsk billedbog om at være bange for mørke og stormvejr. Enkelt talesprog, flotte helsides billeder i orangerøde farver og søde dyrefigurer. Hygge og tryghed er i højsædet.