Blå øje (türkü)

Digte om fremmedhad og traumatiske begivenheder og minder, der går i arv fra generation til generation. Som søn af tyrkiske emigranter, bærer forfatteren familiens oplevelser med sig. For læsere af politiske digte.

Digtsamlingen rummer en række digte, der har traumet, racisme og identitet som bærende temaer. Forfatteren Deniz Kiy er søn af tyrkiske emigranter, der har oplevet voldsomme og traumatisk ting. Forældrene emigrerede til Danmark, og selvom Deniz ikke derfor har oplevet de samme ting, beskriver han i digtene, at traumer nedarves i generationer. Samtidig beskriver digtene den kulturelle og nationale identitet, man bærer på og hvordan omverdenen kan møde det med fremmedhad. En del af digtene beskriver også forældrenes kamp og slid for at få tingene til at hænge sammen og skabe en bedre tilværelse. Som fx i digtet "Under emhætten/På terrassen": "baba er på hospitalet igen/tørre led og ru hænder ryggens kollaps en/tvunget sommer/i Danmark/rengøringens slid får ham til at sige/jeg har nåle i benet".

Fine og velskrevne digte, der meget poetisk beskriver hverdag, arbejde, traumer og følelser. De relativt kortfattede digte giver en sproglig og kulturel kant, der kan belyse følelser og identitet hos de mange tyrkisk danskere, der bor i Danmark. Digtene rummer tyrkiske ord, der kræver kendskab til sproget, men det ødelægger ikke konteksten for læsere, der ikke kan tyrkisk.

Rejse mod håbet er lignende læsning.

Læs hele vurderingen

Sanselige og fragmentariske debutdigte beskriver nedarvede traumatiske erindringer. Deniz Kiy har skrevet en messende digtsamling, som skaber et særligt rum at træde ind i som læser. Digtsamlingen fre...

Læs anmeldelse