Blå timer : digte

Samlingen vil mest appellere til elskere af ny dansk lyrik, især voksne kvinder. Da den ikke eksperimenterer med formen eller det billedskabende, vil den kunne bruges af mange.

Raunows nye samling rummer 48 ganske korte digte. Temaet er igen den forbudte kærlighed til en gift mand. At det er en kærlighed, man stjæler sig til, giver nogle helt egne overvejelser i digtene. Trods blues-stemningen er det glæden snarere end det fortærende i en sådan kærlighed, der danner grundstemningen. Det er den modne kvindes taknemmelighed over, hvilken gave en sådan kærlighed er. Det udtrykkes i mange af digtene bl.a. i "Nuet": "Der har aldrig været./ Der vil aldrig blive/ en mand som dig./ Nuet er stort." Der er dog også meget længsel i digtene fx i "Ses": "Hvornår/ skal vi ses?/ Hvornår skal vi ses/ i søvnen?". Det sørgmuntre og humoren redder digtene fra det teatralske. Som det kan ses er digtene minimalistiske og haiku-inspirerede. Ordene er dagligdags, ligesom oplevelserne hører hverdagen til som i "Livsnerve": "Du er ikke hos mig./ Jeg har netværksnedbrud./ Min hovedpulsåre/ min livsnerve/ er kappet af.".

Det er Raunows 3 digtsamling. Den seneste Liv fra 2010 bevægede sig i samme emnekreds, men inddrog mere af omverdenen.

Digtene er elegant turnerede; men jeg savner den dybde og fylde i klangbunden, som et bredere syn på omverdenen giver.

Læs hele vurderingen