To venner bor i en lysning i skoven. De hygger sig og laver alting sammen. Men en dag sker det forfærdelige: Den ene dør og den anden er alene tilbage. Sorgen er næsten ubærlig, men så dukker en mystisk, kæmpestor blå ugle op. Hvad vil den mon? Billedbog om venskab og om at miste. For børn fra ca. 5 år.
Vennerne Stenberg og Granlund plukker kantareller, brygger kaffe, nyder udsigten og solnedgangen, snakker og griner. Da Stenberg dør, ganske pludseligt, bliver Granlund fortvivlet og græder en hel sø af tårer. Da dukker en stor blå ugle op. Den begynder langsomt at blive en del af Granlunds liv, og efter en lang kold vinter kommer foråret, og nye venskaber spirer frem.
Meget fin fortælling om at miste og om sorgen, der følger. I et stille og roligt tempo fortæller bogen os om et smukt venskab, døden og den efterfølgende sorg - som en cyklus. Det bliver ikke sagt højt i teksten, men de blåtonede illustrationer viser det gennem årstidernes gang, og den blå ugle kan ses som en slags metafor for sorgen, der dukker op, flytter ind og gradvist bliver mindre, og til sidst er til at forholde sig til, så nye venskaber kan opstå. De fleste har prøvet at miste, fx en ven, der er flyttet væk .Denne bog kan være fin til de følelser, da den mere handler om savnet end om selve døden.
Med sit rolige fortælletempo sammen med temaer som sorg og nye, umage venskaber, minder den om Bezunk og egernet.