International miljøthriller med appel til læsere af underholdende spændingsbøger med videnskabelig baggrund og slagkraftige agentromaner. Bør anbefales som en sådan.
Lars Ørlund er globetrotter og journalist med flere jagt- og naturbøger bag sig samt senest spændingsromanen Kapring over Kairo med samme hovedpersoner, især MI6-agenten John Norton. På ferie i Skotland opdager han en druknet sømand, og senere forbinder han det med efterretningssager, der bringer ham til bl.a. Sydafrika, Østrig, Somalia og rundt i Storbritannien, hvor vi også møder hans partnere fra første bog inkluderet den danske læge Sanne. De kommer på en dramatisk jagt efter sandheden om en international konspiration om med biologiske våben at begrænse befolkningstilvæksten på kloden. Det er et relevant plot i en bog med meget action og uregerlige agenter, og historien fortælles i fuld fart fra forskellige perspektiver, men teksten brydes undervejs af videnskabelige og politiske redegørelser, som i bidder trækker tempo ud af bogen, der på den måde er blevet noget for lang.
Emnet med miljø og biologiske våben er emner for flere spændingsbøger som fx af Khoury, Brown og Clancy, og der kommer flere. Denne er i samme stil som bind 1 i serien og mindst i samme liga som de nævnte. En åben slutning "lover" et muligt bind 3.
Spændende fortalt og med action og dobbeltspil får vi en samfundsrelevant miljøthriller på internationalt niveau, der på trods af længden og de rigelige afsnit med fakta og synspunkter er spændende læsning.