Chris Ryan er efterhånden et etableret navn indenfor spændingsgenren. Den tidligere elitesoldat øser igen af sin store viden om hvordan man afvikler specialoperationer. Denne gang er det den løbende krig mod terrorrisme, der danner rammen. Josh Harding er på mission i Afganistan, men vågner på et tidspunkt op i en fremmed by i USA, såret og med hukommelsestab. Han involveres i jagten på en gruppe der truer store bysamfunds energiforsyning, men klarer som alle Ryans hovedpersoner ærterne med en solid blanding af ildkraft, snilde og gode allierede. Ryan har gennem årene skrevet sig op, uden han af den grund er i stand til at skrive en thriller, der er spændende hele vejen igennem. Også denne gang tager hans brug af vold og usandsynligheder overhånd, så spændingselementerne til sidst bliver trivielle, men han formår at balancere hovedpersonens hukommelsestab så fint, at det er med Harding i hånden, vi genopdager verden og finder ud af, hvad det hele drejer sig om. Ryan leverer sin velkendte vare, der vil blive godt modtaget af den gruppe mandlige læsere, der kan lide en god gammeldags gang tju bang uden at skulle forstyrres af komplicerede overvejelser eller unødigt føleri.