Bagley var en af 1970'ernes mest læste spændingsforfattere med en mængde titler af noget svingende kvalitet. Bogen er et uændret optryk af Blind flugt med den tidl. engelske agent Alan Stewart fra 1972. Alan bliver af sin forhadte fhv. chef Slade tvunget til at aflevere en kurerpakke i Island. Opgaven er tilsyneladende enkel, men pludselig bliver han overfaldet og står helt uventet med et lig. Mistanken om at være lokket i en fælde breder sig, da han yderligere observerer at blive skygget. Sammen med den skønne handlekraftige islandske Elin går nu en hæsblæsende dramatisk jagt med spioner og kontraspioner gennem det barske islandske landskab forfulgt af amerikanere, englændere og russere. Det går efterhånden op for Alan, at Slade må være dobbeltagent. Men hvem er ven, hvem er nu fjende, og hvad er der i pakken? Det hele slutter i et dramatisk blodigt opgør i en hytte i ødemarken, hvor Elin og Alan på et hængende hår undgår at blive likvideret af russerne og Slade. De to får, som det sig hør og bør, så hinanden og flytter til Alans gods i det skotske højland. Bogen har en noget endimensional personskildring, men koldkrigsplottet er godt skruet sammen og velfungerende på egne præmisser. Efter min mening er romanen en af Bagleys mest spændende og underholdende. Den hører så absolut til i den bedste del af genrens mellemvare og var for mig bestemt værd at genlæse.