En samling af historier og noveller af bulgarske Georgi Gospodinov, som iagttager tilværelsens skæve gang, der ofte præges af tilfældigheder. Inspirerende læsning for alle, der holder af en god fortælling.
Den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov, der besøgte Louisiana Literature i 2018, har fået to romaner oversat til dansk. Nu følger så en samling historier og noveller, hvor emner som erindring, sprog og fortællekunst er i centrum. Historierne har ofte også en humoristisk og skæv vinkel, ligesom tilfældet eller et enkelt møde for mange år siden ofte er en afgørende medspiller i personernes videre skæbne. Flere af historierne behandler også Bulgariens nyere historie, der har budt på store forandringer. Fx har mange unge emigreret for at søge lykken, og Gospodinov udtrykker det sådan: "Topscorerne i matematik rejste ud, topscorerne i litteratur blev tilbage". Bogen slutter dels med et efterskrift af forfatteren, der fortæller om baggrunden for nogle af historierne, dels med et efterskrift af oversætteren Helle Dalgaard, som beskriver og karakteriserer Georgi Gospodinovs skrivestil.
De mange gode historier kalder både på smil, varme og eftertænksomhed, og sproget og stemningen i bogen formidles nemt og ligetil til den danske læser. Gospodinovs historier fortjener at nå mange læsere.
Stemningen i Gospodinovs noveller giver mindelser om fortællingerne i Garrison Keillors En stille uge i Lake Wobegon.