Bøger / skønlitteratur til børn / science fiction

Blodets kaptajn


Beskrivelse


Connor elsker piratlivet, men da han bliver sat til at passe på kaptajnens uudholdelige nevø, får han virkelig problemer. Hans søster Grace opdager, at hun har specielle evner, da hun hjælper sin blinde vampyrven, Lorcan.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. sep. 2008

af

af

Vera Jensen

d. 10. sep. 2008

Bogen henvender sig til fantasy- og science fictionlæsere fra 12 år. Science fiction-elementet udgøres af den kendsgerning, at historien udspilles i 2505, hvor havene er steget og verden hærges af den nye tids pirater, hvoraf nogle er vampirater - dvs. udødelige, blodsugende pirater. Den flammeglødende forside levner ingen tvivl om indholdet. Bogen sælger sig selv.

Dette er tredje bind i serien, og man må sige, at forfatteren forstår at holde læseren fanget. Historien udvikler sig fint, og der bliver stadig afsløret flere facetter af personernes baggrund og psyke. Sprogtonen er enkel, effektiv og ungdommelig. Replikkerne er gode og afvikles lige så let og behændigt som den medrivende handling. På trods af bogens digre fremtoning er den læsevenlig med stor behagelig sats og mange kapitelinddelinger med overskrift. Handlingen fortsætter direkte fra sidste bind, så det er vigtigt, at man har læst de to første bind i serien. Tvillingerne Grace og Connor befinder sig på hvert deres piratskib, hvoraf det ene er et vampyrskib. Connor elsker piratlivet, men nu får han et hverv, der medfører, at han dræber for første gang, og det giver sjælekvaler. Grace hjælper sin ven Lorcan på et refugium for utilpassede vampyrer, og der opdager hun nye evner hos sig selv.

Gode læsere og yndere af moderne vampyrhistorier vil også sætte pris på Vampyrkrøniken af Anne Rice.

Det er en spændende og fængslende ungdomsbog, der også giver sig god tid til at beskrive personerne og deres følelsesliv.