Musik / rock

Blue banisters


Anmeldelser (6)


Soundvenue

d. 26. okt. 2021

af

af

Marie Ulrich Østergaard

d. 26. okt. 2021

"Lana Del Rey fastholder på sin anden albumudgivelse i 2021 de seneste års høje niveau, omend hun har givet sig selv løsere tøjler. Her er både uønskede lockdownkilo og hjertesorg, skrattende blæsere og umotiverede drill-beats samt et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af flotte ballademelodier. På 'Blue Banisters' har amerikaneren stadig mere humor og poetisk nerve end de fleste popstjerner ... 'Blue Banisters' understreger, at Lana Del Rey i disse år har hul igennem til et kreativt skatkammer af de helt rige - hvis nogen stadig skulle være i tvivl. Hvis hun annoncerer sit næste album allerede på den anden side af jul, vil jeg ikke være spor bekymret for kvaliteten".


Kristeligt dagblad

d. 23. nov. 2021

af

af

Andreo Michaelo Mielczarek

d. 23. nov. 2021

"'Blue Banisters', der igen - på hendes andet album i år (!) - omfavner blåheden, som var det slik. Det er bare hendes grundtone, take it or leave it, og klaver og guitar risler og pibler nærmest uforstyrret bagved, mens hun forholder sig til omverdenen ... De nye sange føles lige så vedkommende som på sidste album".


Jyllands-posten

d. 31. okt. 2021

af

af

Kasper Schütt-Jensen

d. 31. okt. 2021

"For blot syv måneder siden udgav den melankolske popstjerne et rørende mesterværk. Nu er hun klar med ét mere ... nu er den populære sangskriver aktuel med endnu en samling sange, som på ingen måde må opfattes som overskydende materiale fra det forrige projekt. 'Blue Banisters' er absolut på højde med forgængeren, faktisk kan det nye album beskrives som en videreudvikling af det skrøbelige udtryk. Hun har skruet yderligere ned for de produktionsmæssige virkemidler, stemmen står klarere i lydbilledet, og fortællingerne får en ny troværdighed ... Bliver det kedeligt i længden? Aldrig. Dertil er både tekster og udtryk for intense".


Politiken

d. 29. okt. 2021

af

af

Kim Skotte

d. 29. okt. 2021

"'Blue Banisters' bliver ikke det dybt personlige og spartansk iscenesatte stykke musikalsk bekendelseslitteratur, der er lagt op til. Det bliver heller ikke et af de omhyggeligt tilvirkede popmytologiske universer, Lana Del Rey har gjort til sit speciale. I stedet er 'Blue Banisters' et album, hvor der gavmildt og med temmelig løs hånd i mere end en time bliver strøet funklende popperler og mere musikalsk afklædte udsagn ud sådan lidt hulter til bulter ... Der er så mange gode sange, at man umuligt kan føle sig snydt".


Weekendavisen

d. 29. okt. 2021

af

af

Klaus Lynggaard

d. 29. okt. 2021

"Den ny lp er hendes musikalsk set mest minimalistiske udgivelse til dato, og trods brugen af en 10-11 co-producere er udtrykket yderst homogent. På en stor del af sangene er akkompagnementet holdt til blot klaver, nogle gange garneret med et strejf af strygere, samplet slagtøj, og hvad der kunne lyde som »fundne lyde«. Andre gange benyttes andre instrumenter, men sparsomt, så sparsomt ... Ud over det skrabede lydlandskab synger Rey som gjaldt det livet, en ægte desperation bryder gennem den indimellem lige lovlig mondæne tristesse ... Stemningen af uro, ængstelse og lurende katastrofe gennemsyrer et album, der fastslår hendes position som en af tidens mest interessante og substantielle popkunstnere".


Information

d. 25. okt. 2021

af

af

Ralf Christensen

d. 25. okt. 2021

"Blue Banisters er et album med indlagte benspænd ... Væk er amerikanske Jack Antonoff, der var Del Reys medproducer og medkomponist på moderparten af de to foregående albummer. I stedet træder kombinationer af amerikanske og engelske folk-, hiphop- og især indierock/-popmusikere til og skriver musik, tekster samt producerer sammen med Del Rey ... Lana Del Rey synes - både tekstligt og musikalsk - kun i stand til at give momentant slip på fortid og fastlagte former ... Musikalsk og sangteknisk er hun stadig dydigt dygtig, men bryder dog undervejs ud i noget nyt og eksplicit vredt ... Tekstligt kan hun være fremragende, når hun bedriver metafor og slipper den svære kærlighed".