I den populære serie Bo Bedre's Håndbøger har Ellen Bisgaard lavet en både fornuftig og saglig bog om køkkenet med hovedvægten på køkkenet som arbejdsplads. Der er gode og informative kapitler om køkkenets udformning, modernisering, lys, materialer, tekniske hjælpemidler, og som sædvanlig er der bagest i bogen angivelse af priser og forhandlere. Bogen er velgørende fri for den marskandiser-romantik, som Bo Bedre så ofte har dyrket, og den indeholder mange praktiske detailler. Bo Bedre's køkkenbog vil på de biblioteker, hvor man ikke har været opmærksom på den gode svenske litteratur om emnet, fylde godt i det hul, som den lille SBI-anvisning Plan i køkkenet er ene om at dække på tidssvarende måde.