Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Bo får tæv


Beskrivelse


Bo finder en pung. En dreng vil have den. Drengen tæver Bo.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. nov. 2000

af

af

Søren Roth

d. 30. nov. 2000

Der er tidligere udkommet fire titler i Kirsten Ahlburgs serie om Bo. I Bo får en is er han på indkøb med sin mor. Bo får penge til en is, mens moren køber en hat. En stor løsgående hund er interesseret i isen, Bo bliver bange, og taber den. I Bo får tæv har han fundet en tom pung på vejen. En større dreng kræver pungen og det indhold, som ikke er i den. Men Bo får hjælp af en endnu større dreng, og sammen kan de indkassere en lille dusør. Det er to meget lette og velfungerende hæfter med en lille hverdagshandling, hvor læserne kan identificere sig med Bo. Bøgerne er sat med stor tydelig typografi, den lette tekst er i "versform" og består udelukkende af korte ord i korte hovedsætninger. Bøgerne er fremragende illustreret med s/h tegninger af Jon Ranheimsæter. Omslaget er i farver. De små hæfter er til den allerførste læsning fra 6-7 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. nov. 2000

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 30. nov. 2000

Disse to Bo-bøger er særdeles letlæste og handlingsmæssigt ukomplicerede bøger med ultralavt lixtal. De er beregnet til den allertidligste læsning. Bo får tæv fortæller en enkel historie efter devisen, ærlighed varer længst. Bo finder en pung og afleverer den til ejermanden, der giver findeløn. I Bo får en is tager en stor hund Bos is, men heldigvis giver hundens ejermand Bo en ny is, og alt ender godt. Når elever i første klasse netop har lært bogstaverne, er de ivrige efter at demonstrere deres nyerhvervede kunnen. At vise at de kan læse. Bo-bøgerne er velegnede som igangsættere i den første fase af læseundervisningen. Dels beskriver de hverdagsepisoder, børn nemt kan identificere sig med. Dels er teksten sat i en smal, overskuelig spalte. Der bruges mange lydrette ord. Sætningsbygningen er den enkleste af alle. De fleste sætninger består af fire eller fem korte ord. Hvert opslag har sine gråtonede illustrationer, der ledsager og supplerer teksten. Der er gjort meget for at stimulere læselysten og støtte nye læsere i 1. klasse, så de uvilkårligt føler, de får en lille sejr. Serien omfatter seks bøger om Bo.