Bo og Bente tager i rimede vers en Danmarkstur, først til Bornhom, siden til Møn, over Storebætsbroen til Fyn, siden til Als, derfra til Tønder, op langs Vestkysten til Skagen, videre til Ålborg, Himmelbjerget, over Århus-Hundested hjem igen. De flyver og surfer, svømmer og rider, går, sejler og kører til med bil og tager den til sidst på rulleskøjter ned ad Rundetårn for at ende i rutsjebanen i Tivoli. Det er en lidt stakåndet rejse, men den er spøjs med mange pudsige rim og oplevelser, fæstnet til stednavne og seværdigheder, som vil være kendt af mange børn. Rimene fungerer fint ligesom samspillet mellem tekst og illustration. Bilederne dækker det meste af siderne, levner lige plads til de fire-linjede vers, og har ellers noget af turens hæsblæsende stemning i sig. Bo og Bente kan findes på alle sider i de mærkværdigste situationer og med et farverigt panoramamotiv som baggrund, der ofte på humoristisk vis tegner et steds egenart. Man kan more sig, man kan lære noget, og man kan digte videre. 3. klasse kan læse teksten selv, men den er også velegnet til oplæsning i flere sammenhænge i 2.-3. kl.