En fagligt velfunderet håndbog, der formidler emnet let forståeligt og overskueligt for forældre til børn med blandingsdiagnoser og de fagfolk, der kommer i kontakt med dem.
Hovedforfatteren er neurolog med speciale i pædiatri og flere års erfaring på området. Han formidler stoffet klart og pædagogisk og med empati. Han er forsigtig med at sætte børnene i bås og vurderer, at blandingsdiagnoser er normen. Dermed bryder han på flere punkter med det gængse, mere stive diagnosesystem ICD-10. I de to første kapitler henvender han sig til alle og fortæller generelt om diagnoserne, og hvordan omsorgspersonerne kan reagere mest hensigtsmæssigt over for barnet. Derpå beskrives de enkelte sygdomme, tillige med de typiske, overlappende sygdomme, deres symptomer, eventuel medicinering og fremtidsudsigter. Endelig er der et specielt afsnit om medicinering. Forfatteren kommer vidt omkring, og bogen igennem er der jordnære forslag til, hvad forældre og lærere sammen kan gøre for at hjælpe barnet. En omfattende, kommenteret fortegnelse over litteratur og internetsider på engelsk giver de særligt interesserede mulighed for at få uddybet emnet.
Bogen er et nyttigt supplement til de øvrige, mere omfattende fagbøger om de enkelte sygdomme, og for mange forældre til børn med blandingsdiagnoser den mest oplagte og overkommelige.
En bredt anvendelig håndbog om børn med neuropsykiatriske blandingsdiagnoser, der giver god og overskuelig information og vil være en fin støtte i skole-hjem-samarbejdet.