En børneroman om dyrevelfærd er nyt. Forfatteren er også hidtil ukendt som børnebogsforfatter. Dyreglade børn indbydes af et stort foto af en løve på forsiden, men det er mere end blot en dyrebog. Talende dyr, flyvende køer, landliv, rumvæsner, rumrejser, bortførelse, rejser, flykidnapning, telepati, dæmoner, miljøkamp og politik, dyreetik, biologisk krigsførelse og kampen mellem det gode og det onde er blot nogle af de mange oplevelser to venner: Michael og Elisabeth kommer ud for. Børnene er 12-14 år og bor på samme gård. I sommerferien får de pludselig gennem deres ko kontakt med nogle rummænd, der har observeret jorden og forsøger at genoprette miljøbalancen, bl.a. ved at give dyrene bedre kår. De har udvalgt børnene som talsmænd, og giver dem magiske, telepatiske og immaterielle evner, der får dem til at klare de mest utrolige opgaver. Historien kombinerer mange genrer uden større variation og uden at gå i dybden. De mange dramatiske episoder virker i sammenhæng noget overfladiske, og helheden er knap så spændende. Sprogligt er den velskrevet i et korrekt dialogfyldt sprog. Teksten er trykt med ekstra linieafstand mellem hvert afsnit, hvilket giver et luftigt indtryk. En roman med gode intentioner til dyreglade børn fra 11 år.