Tal-sidestykket til samme dejlige svenskers Børnenes ABC (2000/13). Vi får her virkelig tallene fra 1 til 10 skåret ud i sten, træ, æbler, kødben, bolde, kikseruller, træ, cykelhjul, hæfteplaster og roser. 7 børn, en hund, en kat og en moster er de fornøjelige aktører på en række svenske - meget svenske - lokaliteter. For neden på siderne smart resumé, hvor man kan tælle ved hjælp af citater fra de foregående sider. De to sidste opslag handler om tallene op til 100 og om hvor svært det er med dem - når man i virkeligheden ikke er nået længere end til de første ti, men har brug for at kunne tælle til hundrede når man skal stå til "gemme". Det lærer man så på sidste opslag på en lidt uigennemskuelig, men sikkert vældig funktionel måde med brug af strakte og bøjede fingre og derudover tallene fra 1 til 10. Børnelærdom for studerende på 3-6 år i hjem, institution og skole.