Meget anvendelig opslagsbog om vejret for børn fra 11 år og opefter samt voksne, som gerne vil have en let tilgang til emnet. Den iøjnefaldne forside skal nok fange interesseredes øjne.
Selvom vejret og vejrfænomener har mange specielle udtryk, har Jesper Theilgaard lavet en let tilgængelig bog om emnet. Bogen kommer langt omkring med vandets kredsløb, luftens tryk, temperaturer og vind. Derudover er det danske vejr behandlet sammen med præsentation af årstiderne. Dernæst er der et afsnit om vejret ude i verden, tropiske orkaner og endelig et afsnit om klima generelt og klimaforandringer. Bogen har en dækkende indholdsfortegnelse, der giver overblik samt et fyldigt stikordsregister bagest i bogen. Svære ord og begreber er forklaret i brødteksten, som yderligere er krydret med velvalgte fotos og tegninger, der supplerer indholdet på bedste vis. Yderligere er der i margen supplerende fakta i form af eksempler på ekstremer eller statements, som understøtter indholdet i brødteksten.
Nærværende bog er mere fyldig end Første bog om klima og vejr (09/14) og lettere tilgængelig end Vind og vejr (08/01).
Meget anvendeligt opslagsværk i såvel børne- som skolebiblioteket. Bogen rammer fint ind i kravene fra Fælles Mål 2009 - geografi indenfor overskrifterne "Regionale og globale mønstre" og "Naturgrundlaget og dets udnyttelse".