At romaner er fiktion og ikke virkelighed, det kan vi læse om i mange af slagsen især fra efterkrigstiden, ikke mindst hos Svend Aage Madsen, der virtuost jonglerer med romanens forhold til virkeligheden. Det samme prøver Merete Pryds Helle på i denne roman, der fra en spinkel handlingstråd om to voksne børn, der efter en årrække mødes med deres lesbiske mor efter at have været bortført af deres far prøver at bygge op til en slags meta-roman, hvor eksempelvis et barn på eget forlangende får lov til at forlade bogen og hvor forfatteren skifter fortælleteknik flere gange. Den lesbiske mor myrdes og bogen ud beskæftiger forfatteren sig med den mulige/umulige opklaring af mordet. En i det ydre prætentiøs affære, som desværre ikke lykkes. Forfatteren kan skrive. Det viste hun allerede med debutbogen Imod en anden ro (1990), men hendes prosa savner drive og lethed, dynamik og kvaliteter, der får os læsere til at bide på krogen og holde ved. Hvadenten hun så har lyst til at sætteromanen til debat eller ej. Skriveøvelser som denne bog overbeviser i hvert fald ikke om det store talent.