Som titlen siger henvender bogen sig direkte til de danskere, der overvejer at købe fritids- eller helårsbolig i de mest populære købslande i Europa.
To nye bind i serien om familie- og privatjura, Ret & rimeligt omhandler bolighandel. Denne behandler huskøb i udlandet - et fænomen der har været i stærk vækst. Egede Andersen er advokat og rådgiver om boligkøb i udlandet. Hun fokuserer på de lande, der specielt har danskernes interesse: Italien, Sverige, Spanien, Tyskland og Frankrig. Hun tager først udgangspunkt i boligkøb i Italien, som hun har størst erfaring med og beskriver vilkår og forskelligheder. Bogens hovedemner er: Søgefasen før købet, forholdet til den lokale kontaktperson, herunder de kulturelle/kommunikationsmæssige forskelle, finansieringen af købet samt juridiske og skattemæssige forhold. Herefter følger kapitlerne om det egentlige køb i hvert land og en ordliste over de mest anvendte fagudtryk på de forskellige sprog. Henvisninger til gode adresser på internettet undervejs.
Bogen er struktureret som de øvrige bind i serien, som omhandler familiejuraen. Der er således velstrukturerede kapitler om hovedproblemstillingerne, som ledsages af det særlige piktogramsystem på tværs af kapitlerne, der i alle bøgerne symboliserer, hvilken type information, der er tale om: Tjekliste, Tips, Baggrundslæsning, Forslag, Domme m.m.
Informativ og velstruktureret informations- og opslagsbog med de meste relevante oplysninger og praktisk-juridiske vilkår for køb af bolig i udlandet.