Bogen gengiver en række kronikker og artikler fra første halvdel af 1900-tallet af ferskvandsbiologen Carl Wesenberg-Lund, der ved siden af at være videnskabsmand var en fremsynet og utrættelig naturforkæmper. De fleste af artiklerne var også med i bogens første udgave, der er tilbage fra 1925. Når man læser hans debatindlæg i dag, må man imponeres både over hans evne til at formidle naturoplevelser og over hans fremsynethed, når det gælder kampen om at beskytte naturen. I det temmelig omfangsrige forord kan Wesenberg-Lunds efterfølger, professor Kaj Sand-Jensen, da også påvise, hvordan Wesenberg-Lunds synspunkter stadig har gyldighed i vore dages naturdebat. Sand-Jensen er også forfatter til biografien om Wesenberg-Lund som videnskabsmand og miljøforkæmper Den sidste naturhistoriker (2003). Emnet må således siges at være godt dækket, men det er sandsynligt at en del af læserne af biografien får lyst til at gå videre med de primære tekster i denne lille smukt trykte bog.