Værket henvender sig såvel til et publikum med interesse for teologi som til et med interesse for nazitidens Tyskland.
Mindste to forhold gør denne biografi om Dietrich Bonhoeffer aktuel: Bonhoeffers engagement i Barmenerklæringen om forholdet mellem/adskillelsen af stat og kirke og den fornyede interesse for den indre tyske modstand mod Hitler og anslagene mod hans liv. Den anerkendte biograf Eric Metaxas starter med Bonhoeffers slægt og tager mange detaljer med i sin grundige fremstilling, og tegner et velfunderet billede af et usædvanligt og begavet menneske. Bonhoeffer kom fra en videnskabeligt funderet familie, men valgte overraskende teologien som sit gebet. Bogen skildrer hans udvikling som teolog, fra indflydelsesrig kristen pacifist til spion og medvirkende i et anslag mod Hitlers liv; han blev i krigens sidste dage myrdet af Hitlers bødler for sin antinazistiske virksomhed. Bogen er med sin stofmængde fascinerende, medrivende, klar om de teologiske temaer og elementært spændende og gribende i kapitlerne om Bonhoeffers vej til døden. Et meget givende værk. Engelsk bibliografi, noter, register, ill. med en del fotos.
Flere af Bonhoeffers centrale værker foreligger på dansk. Han er også fortolket og biograferet på dansk, fx i Kirsten Busch Nielsen Kirken, fællesskabet og teologien, 1989, og Mary Glazeners roman Vredens bæger, 2002, men dette værk er et hovedværk i Bonhoeffer-litteraturen.
Perspektivrigt, fængende og imponerende storværk om en ener i sin tid.