Henvender sig til forældre og familier der planlægger ferietur til Bornholm og søger inspiration til at finde de anderledes seværdigheder.
Forfatteren er journalist, opvokset på Bornholm og forfatter til rejsebogsserien 44 fantastiske steder for børn, som denne bog er en del af. Efter en kort indledning, indholdsfortegnelse og kort over Bornholm følger bogens hovedindhold: En præsentation af 44 fantastiske steder på Bornholm. Hvert sted får en dobbeltside, hvor illustrationerne fylder ca. 3/4 af pladsen. Ved hvert sted angives i små faktabokse oplysninger som pris, åbningstider, område, adresse samt hvilken aldersgruppe aktiviteten eller stedet primært retter sig mod. Af steder og seværdigheder er medtaget både de mere kendte som Hammershus, Rokkestenen og Helligdomsklipperne, men også spisesteder, iscaféer, strande og gratis oplevelser og overnatningssteder får et ord med på vejen. Den korte tekst til hvert sted er fortællende og fungerer som en fin appetitvækker.
Format, opsætning og sprog minder meget om det, der er brugt i forfatterens andre bøger fx London : en storbyguide til eventyrlystne forældre. Af andre guidebøger med fokus på familieferien på Bornholm kan nævnes Bornholm, Bornholm, Bornholm, der på mange måder minder om denne bog, men dog har lidt flere detaljer med.
Fin inspiration til børnefamiliens ferie på Bornholm, men formatet gør at den muligvis let forsvinder på hylden.