Kriminalassistent Washington Poe er lige i hælene på en avanceret giftmorder i Cumbria og selvfølgelig igen i samarbejde med den nørdede analytiker Tilly Bradshaw. Den hæsblæsende jagt handler denne gang også om at redde retspatologen Estelle Doyle fra en mordanklage. For læsere af engelske kvalitetskrimier med humor.
I 5. bind i serien med Washington Poe sætter giftmorderen "Botanikeren" hele opklaringsteamet på prøve. En fordrukken journalist bliver også omdrejningspunkt i kommunikationen med morderen, der sender digte og pressede blomster til de usympatiske ofre, men også er i telefonisk kontakt med Poe. Det bliver en jagt på tid for kommissær og nybagt mor, Stephanie Flynn, den socialt akavede og intelligente Tilly Bradshaw og den bryske og knivskarpe Washington Poe at opklare "lukkede rum"-mysterierne og ikke mindst frifinde den sexede og sarkastiske Estelle Doyle, som gør Poe både "rædselsslagen og tryllebundet". Kan læses uafhængigt af tidligere bind i serien.
En sublim krimi, hvor M. W. Craven holder spændingen hele vejen. Karaktererne er beskrevet indlevende og kærligt med alle deres særheder i den fortættede stemning. Sproget er præcist, hvor kapitlerne ofte ender med en "cliffhanger", så læseren er fristet til at fortsætte. Den ironiske tone er befriende, plottet er skarptskåret og naturen i Nordvestengland en ideel rå ramme.
Kan sammenlignes med andre gode krimiforfattere som fx Sharon Bolton, Michael Connelly, Robert Galbraith og Chris Carter.