Playstation 3, Xbox 360. Adventure/RPG. Spillet er lavet med udgangspunkt i Pixar's film af samme navn, og har den unge egensindige og meget selvhjulpne prinsesse Merida som hovedperson. Spillet har en PEGI-rating på 12 år, men henvender sig mest til børn fra 8-10 år. Spillet er på dansk.
På grund af Meridas egensindighed er hendes mor blevet forvandlet til en bjørn og Merida skal nu have fat i en gammel heks ude i skoven, så forvandlingen kan ophæves. I et traditionelt platformsetup tilført et drys af RPG-elementer skal Merida nu bekæmpe alskens onde væsner i skoven med sværd og bue, som hun heldigvis behersker til perfektion. Undervejs kan hun forbedre sine våben for de mønter hun samler op, ligesom hun fx kan tilføre nye kræfter fra ild, vand, jord og is til sin bue. I enkelte sekvenser kan man spille som hendes 3 brødre og som bjørnen. Grafikken og lydsiden er rigtig god og stemningsskabende og der kan vælges mellem flere sværhedsgrader.
Når man taler vellykke konverteringer af film til spil, er det for tiden svært at komme uden om Lego (Batman, Pirates of the Caribbean, Star Wars), og helt heroppe synes jeg ikke Brave befinder sig.
Spillet er et udmærket spil som på grund af sin relativt intuitive brugerflade hurtigt vil kunne fange børnene. Vælger man den letteste sværhedsgrad vil selv utrænede konsolbrugere i alderen 8-10 år hurtigt få en sjov og underholdende succesoplevelse med spillet. Jeg tror dog ikke at spillet vil appellere til garvede 11-12 årige spillere, her er udfordringerne simpelthen for lette.