Man forstår godt, at den svenske kritiker og forfatterinde Hagar Olsson betænkte sig længe, inden hun udgav brevene fra sin veninde. Hun lod dem offentliggøre med sine egne kommentarer for at aflive alle de falske myter, der efterhånden havde dannet sig om dette mærkelige geni. Det pågældende udvalg, der er foretaget af Erik Thygesen i samråd med Hagar Olsson, er i enhver henseende fremragende, kun de centrale breve er medtaget. Södergran røber sig i hver sætning, selv når den er mest ubehjælpsom, med en hensynsløs oprigtighed, der undertiden er forfærdende. Hun er et menneske, der egentlig ikke hører til på denne klode, og hvis enorme viljekraft underlægger sig alt, mennesker, kunst, sygdom, i sin desperate søgen efter en virkelighed uden for denne. Som motto for hele samlingen kunne man bruge et par strofer fra et digt, vi allesammen kender: »Jag längtar till landet, som icke är, / ty allting som är, är jag trött att begära«. Brevene er nødvendige til forståelsen afendigter,om hvem man for én gangs skyld med sikkerhed kan sige, at liv og kunst er ét.