Der findes mange bøger om bridge på dansk, men denne uprætentiøse begynderbog af den amerikanske storspiller Eddie Kantar er en forfriskende ny måde at gribe sagen an på. Den er en del af serien For dummies, og den slags findes der også en del af blandt bridgespillere, så her er der hjælp at hente. En gennemgang af spillet helt fra bunden af; hvad er et spil kort, hvad er farver etc., men snart går Kantar på en humoristisk og ligetil måde i gang med selve bridgen, spillets opbygning, meldinger, svarmeldinger, spil uden eller med trumf, doblinger, slemmeldinger, modspillets kringelkroge, regnskabets mysterier, og afsluttende kapitler om klubber, turneringer o.s.v. På sædvanlig vis i For dummies-serien er bogen forsynet med ikoner der angiver steder af særlig interesse, og er fyldt med illustrationer af kortfordelinger, som måske er lidt for gnidrede for ældre øjne. Men ellers er dette en glimrende begynderbog, enten til selvstudium, eller til underholdning for fire spillere, der kan afprøve eksemplerne i praksis, men som Kantar selv understreger, uden at komme ud i "den rigtige" verden og prøve sig selv af, kommer man ikke videre i det fornøjelige spil, som rigtig nok anført, er vanedannende.