Svensk spændingsroman med potentiale hos læsere af intelligente plot kombineret med en til tider ganske dramatisk handling.
Vi er i Stockholm, hvor der er optøjer i den trøstesløse forstadsghetto Orten. Fadi er rejst fra Orten til Syrien for at slutte sig til religiøse krigere, mens hans søster Yasmine er endt som trendspotter i New York. Fadi bliver dræbt i Syrien og så tilsyneladende alligevel ikke. Yasmine rejser hjem til Orten for at finde ham og kommer uforvarende i clinch med ghettoens rå hakkeorden, radikale muslimer, SÂPO, private sikkerhedsfirmaer og anløbne lobbyister. Den unge svenske jurist Klara Walldéen arbejder i London på et forskningsprojekt, som viser sig at være mere end anløbent og have forbindelser til Orten. Til sidst krydser Yasmine og Klaras veje hinanden i et hæsblæsende kapløb med tiden.
Efter en længere optakt er det en bog, man lader sig suge ind i. Kompositionen er effektiv med korte kapitler og skiftende fortællerstemmer, og beskrivelserne af det ensomme og svigtede søskendepar fra ghettoen er overbevisende og knugende. Handlingen udarter sig voldsomt, og man kan måske indvende, at alt falder lidt for let og bekvemt på plads til allersidst.
Dette er anden del af en bebudet trilogi og kan bruges på linje med første del, Svømmeren. Kan sammenlignes med tunge svenskere som fx Arne Dahl, Stieg Larsson og Rolund/Hellström, om end Zander næppe bliver så populær som disse.